Vismændene advarer – men lytter nogen, når valgkampen nærmer sig?
Der er noget bizart ved dansk politik anno 2025. I årevis har vi haft overskud på statsfinanserne. Vi har brugt milliarder på forsvar, grøn omstilling og velfærd. Finansminister Nicolai Wammen har kunnet skrive checks, som var pengekassen bundløs. Men nu advarer de økonomiske vismænd: Festen er ved at være slut. Om bare fire år vender overskuddet til underskud. Alligevel tier det fra Christiansborg.
Spørgsmålet er ikke, om advarslen er berettiget. Det er den. Spørgsmålet er, om nogen politikere tør handle på den – eller om frygten for vælgernes vrede er større end frygten for tomme statskasser.
Når regningen lander
Tallene er klare nok. I dag har Danmark en offentlig saldo på 1 procent – et beskedent råderum, som kan bruges til investeringer eller lempelser. Men vismændene forudser, at de offentlige udgifter vil vokse fra 45,5 procent af BNP i 2024 til 49,5 procent i 2030. Samtidig falder indtægterne. Skattelettelser fra 2023, lavere aktiegevinster og øgede boligejeres rentefradrag gnaver i statskassen. Resultatet? Underskud fra 2029.
Det er ikke science fiction. Det er matematik. Og det er ikke engang kontroversiel matematik – det er blot et spørgsmål om, hvem der skal betale regningen for de beslutninger, vi allerede har truffet.
Tag pensionsreformen. Pensionskommissionens forslag – at fremtidens pensionister får gavn af længere levealder i form af flere år på pension – lyder sympatisk. Men det æder hele det økonomiske råderum. Kombineret med forsvarsinvesteringer, der skal beskytte os mod et uforudsigeligt Rusland, og lønstigninger på det offentlige arbejdsmarked, som følger i hælene på det private, står vi med en regning, ingen rigtig vil tale om.
Aktiemarkedets guldalder er forbi
En del af problemet er, at vi har vænnet os til ekstraordinære indtægter. De seneste år har været gyldne for aktiemarkederne. Danske pensionsselskaber og investorer har tjent styrtende, og PAL-skatten, aktieindkomstskatten og selskabsskatten har pumpet penge ind i statskassen. Men vismændene advarer: Det varer ikke ved. Når aktiemarkederne normaliseres, forsvinder indtægterne.
Her er vismændene faktisk mere pessimistiske end regeringen. De mener, at indtægterne fra disse skatter vil falde så meget, at råderummet frem mod 2030 er 32 milliarder kroner mindre, end Nicolai Wammen regner med. 32 milliarder. Det er ikke småpenge. Det svarer til flere år med skattelettelser eller en hel omgang velfærdsreformer.
Men hvad gør politikerne? De lover videre. Skattelettelser. Bedre velfærd. Flere fritvalgsordninger. Alt sammen populært. Alt sammen dyrt. Og ingen – ingen – taler om, hvordan det skal finansieres.
Vælgerne vil have det hele
Det er her, demokratiets paradoks viser sig. Vi ved allesammen, at tingene koster penge. Vi ved, at der ikke findes gratis frokoster. Men vi stemmer alligevel på partier, der lover os det hele: Lavere skat, tidligere pension, bedre hospitaler, mere politi, stærkere forsvar. Som om pengene bare dukker op af sig selv.
Og politikerne? De lytter til os. Ikke til vismændene. For vismændene vinder ikke valg. Det gør løfter om flere fridage, lavere topskat og kortere arbejdsliv.
Men hvad sker der, når virkeligheden indhenter os? Når underskuddet ikke længere er en fremtidsscenarie, men en håndfast realitet? Hvem betaler så regningen? Unge danskere, der får færre velfærdsydelser? Fremtidige pensionister, der alligevel skal arbejde længere? Eller bliver det bare endnu en omgang gældsstiftelse, som skubbes foran os som en lavine?
Et spørgsmål om prioritering
Vismændene bruger et interessant ord: Prioritering. Det lyder nøgternt, nærmest bureaukratisk. Men bag det ligger et ubehageligt spørgsmål: Hvad er vigtigst? Forsvar eller velfærd? Skattelettelser eller sundhedsvæsen? Pension ved 67 eller pension ved 70?
Det er spørgsmål, ingen politiker tør stille højt. For svaret kræver, at nogen taber. Og tabere stemmer ikke på dig næste gang.
Men hvis vi ikke prioriterer nu, prioriterer virkeligheden for os senere. Og den er langt mindre diplomatisk end vismændene.
Hvem tør stille de svære spørgsmål?
Problemet er ikke, at vi ikke ved, hvad der skal til. Vismændene har leveret analysen. Tallene er klare. Vi ved, at udgifterne vokser hurtigere end indtægterne. Vi ved, at pensionsreformen sluger råderummet. Vi ved, at aktiemarkedernes gyldne år er ovre. Vi ved det hele.
Men viden er ikke handling. Og handling kræver mod. Mod til at sige til vælgerne: I kan ikke få det hele. Mod til at sige til ældre vælgere: Pensionsalderen bliver nødt til at følge levealderen. Mod til at sige til dem, der ønsker skattelettelser: Der er ikke råd.
Spørgsmålet er, om nogen politikere tør tage den samtale, før valgkampen skyller ind over os med de sædvanlige løfter om flere penge til alt og alle.
Hvem skal betale regningen for de gyldne år – og tør nogen politikere sige det højt, før det er for sent?
