Dansk forsvar står i en absurd situation. Forsvarsminister Troels Lund Poulsen skal dels sikre en historisk oprustning, dels finde 13-14 milliarder kroner i besparelser. Det lyder som et paradoks – og det er det også. For hvordan skaber man et stærkere forsvar ved samtidig at skære i det?
Forsvaret skal selv betale for sin egen styrkelse
Planen er klar: Frem mod 2033 skal Forsvaret igennem “omprioriteringer og effektiviseringer” frigøre mellem 13 og 14,7 milliarder kroner. Pengene skal ikke forsvinde ud af systemet. De bliver i Forsvarsministeriet, men skal bruges til andet end hidtil. Det er altså ikke rigtige besparelser. Det er en intern rokade, hvor nogle aktiviteter nedprioriteres, så andre kan styrkes.
Et af de helt konkrete tiltag er, at værnepligtige i højere grad skal løse operative opgaver. Det frigør fastansat personale til andre funktioner og sparer samtidig 2,2 milliarder kroner. Værnepligtige skal altså både lære noget – og erstatte andre. De skal efter endt basisuddannelse kunne indgå i infanteri, logistik, bevogtning og kørsel af lette køretøjer. De kan endda sendes til internationale opgaver, hvis de melder sig frivilligt.
Effektivisering eller maskeret nedskæring?
Når man kigger nøjere på strategien, dukker spørgsmålene op. Regeringen lover, at besparelserne finder sted på et “mere solidt analytisk grundlag” end tidligere. Men hvad betyder det egentlig? Forsvarsministeriet skal reducere administrative opgaver med 150 årsværk som led i et statsligt arbejdsprogram, der skal spare 1.000 administrative stillinger på tværs af staten frem mod 2030.
Det lyder umiddelbart fornuftigt at skære i bureaukratiet. Men kan man trimme en organisation, der samtidig skal vokse markant? Forsvaret er i fuld gang med at implementere forsvarsforliget fra 2024-2033, hvor der både skal rekrutteres flere medarbejdere, købes nyt materiel og gennemføres en omfattende reorganisering. Samtidig er der afsat ekstra milliarder til øget aktivitetsniveau og vedligehold. Systemet skal altså både gøre mere – og bruge mindre på at organisere det.
Hvad skal vige?
Det interessante spørgsmål er, hvad der konkret skal skæres i. De 15 tiltag, som skal frigøre de 13 milliarder, er ikke alle kendt endnu. Men logikken er klar: Nogle kapaciteter, funktioner eller aktiviteter skal væk eller gøres billigere. Måske er det gammelt materiel, der alligevel skulle udfases. Måske er det dyre vedligeholdelsesordninger, der kan rationaliseres. Eller måske er det funktioner, som ikke længere anses for at bidrage direkte til “kampkraften” – det ord, der går igen i alle udmeldinger fra Forsvarsministeriet.
Men hvad sker der, hvis man skærer for dybt? Forsvaret har gennem årene været plaget af regnskabsrod, forsinkelser og materiel, der ikke virker. Skal man nu også jonglere med at spare sig til styrke?
Kan man spare sig til et stærkere forsvar?
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen siger, at det handler om at få “mest muligt forsvar for pengene”. Det er svært at være uenig i. Men det kræver, at man rent faktisk ved, hvad der virker, og hvad der ikke gør. Og det kræver, at man tør sige til befolkningen, hvis der er noget, Forsvaret fremover ikke kan.
For der er en risiko ved at pakke besparelser ind som “omprioriteringer”. Det skjuler, at der faktisk er tale om valg – og fravalg. Nogle opgaver vil ikke blive løst. Nogle funktioner vil blive svagere. Og nogle steder vil der mangle ressourcer, fordi de er flyttet et andet sted hen.
Så kan man opruste og spare samtidig? Ja, hvis man er klar til at sige nej til noget. Nej, hvis man tror, man kan gøre alt – bare smartere.
