En præsident, der ikke sender missiler – men heller ikke glemmer sine egne interesser. Donald Trump leverede ingen missiler til Ukraine. Efter fredagens møde i Det Ovale Kontor måtte Volodymyr Zelenskyj vende hjem til sit krigsramte land med tomme hænder – og måske en bitter erkendelse: Den amerikanske præsident er ikke Ukraines ven.
Men hvem er Trump egentlig? Er han Moskvas trojanske hest i NATO? En forretningsmand, der prioriterer deals med Putin over europæisk sikkerhed? Eller bare en præsident, der har mistet overblikket over verdens alvor?
Svaret er kompliceret. Men det er også nødvendigt at stille spørgsmålet.
Missilerne, der aldrig var på bordet
Inden mødet cirkulerede spekulationer: Ville Trump sende amerikanske Tomahawk-missiler til Ukraine? Missiler, der kan ramme Moskva fra ukrainsk jord. Det ville være et dramatisk skift i den amerikanske linje – og en potentiel game-changer i krigen.
Men ifølge Flemming Splidsboel Hansen, seniorforsker ved DIIS, var missilerne aldrig en reel mulighed. "Jeg tror aldrig, at det har været planen," siger han til Ekstra Bladet. Truslen om våbenhjælp var strategisk teater – ikke politisk virkelighed. Et bluffnummer designet til at få Putin tilbage til forhandlingsbordet.
Og det virkede. Trump skal mødes med Putin i Ungarn, med Victor Orbán som vært. Ungarn – europæisk medlemsstat, men med en regering, der gentagne gange har blokeret EU's Ukraine-støtte og lavet venlige aftaler med Kreml.
Det er symbolik, man ikke kan overse.
En præsident med andre prioriteter
Splidsboel er glasklar: "Trump er interesseret i at lave business med Putin. Han er ikke på Ukraines side."
Det er et hårdt udsagn. Men historikken taler sit tydelige sprog. Trump har aldrig aktivt støttet Ukraine med våbenleverancer. Han har kaldt krigen "en europæisk konflikt" og gjort det klart, at USA ikke skal være verdens politimand. Hans fokus er indadvendt: Amerikansk økonomi, bilaterale aftaler, transaktionsbaseret diplomati.
Men hvad betyder det for os? For Danmark? For Europa?
Hvis USA ikke vil forsvare principperne om territorial integritet og europæisk sikkerhed, hvem skal så? Hvis stormagten i NATO trækker sig tilbage, hvem tager over?
Zelenskyj under pres – og metoden, der gør blind
Efter februarmødet mellem Trump og Zelenskyj blev det åbenlyst, at den ukrainske præsident må balancere på en knivspids. Han kan ikke kritisere USA. Han kan ikke tillade sig at vise skuffelse offentligt. Han skal rose, nikke, smile – uanset hvad.
"Det gør det metodisk rigtig svært," siger Splidsboel, "for vi kan reelt ikke stole på, hvad Zelenskyj siger længere."
Det er ikke kritik af Zelenskyj. Det er realitetsbeskrivelse af et enormt magtforhold. Ukraine er afhængig af amerikansk våbenhjælp, efterretning og diplomatisk opbakning. Zelenskyj har ikke råd til at fornærme Trump. Men det stiller os andre – pressen, europæerne, borgerne – med et problem: Hvordan skelner vi mellem diplomati og desperation?
Dårlige nyheder for Europa
Splidsboel konkluderer klart: "Det er dårlige nyheder for Ukraine, og det er dårlige nyheder for Danmark."
For bag de manglende missiler ligger en større sandhed: USA trækker sig fra sit traditionelle forsvarerrolle i Europa. Det tvinger os til at tage ansvar. Til at investere mere i militær. Til at tænke strategisk – ikke reaktivt.
Men gør vi det hurtigt nok? Gør vi det beslutsomt nok?
Danmark har hævet forsvarsbudgettet. Vi har støttet Ukraine. Men kan vi – sammen med resten af Europa – fylde det sikkerhedspolitiske vakuum, som Trump efterlader?
Hvem er Trump?
Så hvem er han egentlig, denne amerikanske præsident?
Han er ikke Putins marionet. Det er for simpelt. Men han er heller ikke europæisk sikkerheds vogter. Han er forretningsmand, transaktionsbaseret politiker og isolationist i een og samme skikkelse. Han ser verden som et marked – ikke et moralsk fællesskab.
Og det gør ham uforudsigelig. Farlig på én måde, effektiv på en anden.
Men én ting er sikker: Europa kan ikke længere læne sig tilbage og regne med amerikansk beskyttelse. Vi må tage ansvar. Vi må investere. Vi må tænke selv.
Hvad synes du: Skal Europa stå alene i forsvaret af Ukraine? Eller har Trump ret i, at krigen ikke er Amerikas ansvar?
