Donald Trump “ville elske” at stille op igen i 2028. Ordene faldt ombord på Air Force One, da journalister konfronterede ham med tidligere chefstrateg Steve Bannons påstande om en tredje præsidentperiode. Det var ikke et afvisende svar. Det var ikke et grin. Det var en åbning – forklædt som kompliment til sig selv og sine “bedste tal nogensinde”.
Men lad os nu holde fast: USA’s 22. forfatningstilføjelse fra 1951 er glasklart formuleret. Ingen må vælges til præsidentembedet mere end to gange. Trump har allerede været valgt to gange – i 2016 og 2024. Matematikken burde være enkel. Og dog står vi her med en tidligere præsidents nærmeste rådgiver, der insisterer på, at der findes “forskellige alternativer”, og at “der er en plan”.
Smuthuller, juridiske krumspring og vicepræsidenttryllerier
Bannons ord får nogle til at ryste på hovedet, andre til at ryste af bekymring. For helt afviselig er idéen ikke – i hvert fald ikke rent teknisk. Tilhængere af Trump har fremført teorien om, at 22. forfatningstilføjelse kun forbyder at blive valgt til præsidentembedet mere end to gange. Derimod står der intet om at overtage embedet gennem succession.
Scenariet? Trump stiller op som vicepræsident sammen med en anden kandidat – måske nuværende vicepræsident JD Vance, der allerede betragtes som en af de mest magtfulde vicepræsidenter siden Dick Cheney. De vinder valget. Den primære kandidat tager eden – og træder kort efter tilbage. Trump overtager gennem succession. Voilà: en tredje periode uden at have overtrådt ordlyden i forfatningen.
Det lyder som noget fra en politisk thriller. Men det er præcis denne slags juridiske akrobatik, der får demokratiske institutioner til at vakle. For hvad sker der, når loven læses som en opskriftsbog på, hvordan man omgår dens ånd?
De bedste tal nogensinde? Tjek lige igen
Trump påstår at have “de bedste tal nogensinde”. Men tallene fortæller en anden historie. Hans gennemsnitlige tilslutning ligger på lige over 40 procent – på niveau med hans egen første periode og de sidste år af Joe Bidens præsidentskab. Det er langt under Barack Obama, Bill Clinton og Ronald Reagan. I oktober 2025 ligger hans approval rating på omkring 39-45 procent afhængigt af målingen, mens 54-58 procent aktivt misbilliger hans præstationer.
Med andre ord: Langt over halvdelen af amerikanerne er ikke begejstrede. Men det afholder hverken Trump eller hans inderkreds fra at tale om en tredje periode som en selvfølge. Måske er det netop her, vi ser kernen i problemet: ikke den faktiske tilslutning, men fortællingen om den. Når man gentager en påstand ofte nok, bliver den til virkelighed – i hvert fald for dem, der vil tro på den.
Moskvas mand i Washington?
Men der er en endnu dybere uro knyttet til Trumps fortsatte indflydelse. En tidligere NATO-forsvarsanalytiker har udtalt, at Trump efter hans vurdering er et “russisk aktiv” – at Putin må have noget kompromitterende på ham. “Ellers er det umuligt at forstå Trumps tilnærmelse til Putin,” lyder vurderingen. Påstanden er ikke bevist, men bekymringen deles bredt i europæiske sikkerhedskredse.
Trumps forhold til NATO har været skiftende, at sige det mildt. Han har truet med at trække USA ud af alliancen, krævet at europæiske lande bruger op til fem procent af BNP på forsvar – mere end USA selv bruger – og vicepræsident JD Vance har endda truet med, at USA kan forlade NATO, hvis Europa regulerer Elon Musks sociale medie X. Det er en blanding af forhandlingstaktik og fundamental mistillid til den transatlantiske alliance. Men for modstandere af Trump vækker det dyb bekymring: Hvad hvis USA’s præsident ikke længere er en pålidelig partner, men en trojansk hest for Kremls interesser?
Et spørgsmål om grænser – og vilje til at forsvare dem
En tredje Trump-periode er ikke realistisk uden en grundlovsændring, og det kræver to tredjedeles flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus samt ratificering fra tre fjerdedele af delstaterne. Republikanerne har ikke det nødvendige flertal, selvom de kontrollerer Kongressen. Men det er ikke pointen. Pointen er, at tanken overhovedet diskuteres. At en tidligere præsident og hans nærmeste rådgivere åbent spekulerer i, hvordan man kan omgå grundloven.
Det siger noget om, hvor langt grænserne er blevet flyttet. Og det rejser spørgsmålet: Hvornår er nok nok? Hvornår siger amerikanerne – og for den sags skyld resten af den demokratiske verden – stop?
“Det er i hvert fald muligt at være komplet idiot” i mulighedernes land. Men det er også muligt at være vågen. At stille spørgsmål. At insistere på, at demokratiet ikke er noget, man kan elske så meget, at man springer det over.
Hvad nu?
Trump er 79 år gammel. Han har to valgsejre bag sig og en potentiel politisk arving i JD Vance, der allerede står klar i kulissen. Måske handler diskussionen om 2028 slet ikke om Trump selv, men om at normalisere tanken – om at gøre det utænkelige tænkeligt. For hvis vi accepterer, at grundloven er til forhandling, hvad er så ikke?
Amerikanerne skal træffe et valg i 2028. Men valget handler ikke kun om, hvem der skal lede landet. Det handler om, hvilket land det skal være.
